Jetlag

Seinasti stílurin, sum eg skrivaði í donskum (minus hann til royndina). Helt eg skuldi gera eitt sindur meira burturúr enn vanliga, og tryggja mær eitt 11 tal í ársprógvið, og so elskaði eg evnið. Hugleiða út frá "Langsomheden" hjá Milan Kundera. Eg byrjaði at hugleiða, men helt at tað var pissi keðiligt. So eg setti meg niður at skriva eina søgu, har eg blandaði Kundera eitt sindur uppí, og annars fekk søguna og prátið til at snúgva seg um "Langsomheden". Fekk stílin aftur frá eini skínandi Dorthe (danskt lærarin í student, ikki tann í TK), ið rósti mær til skýggja, og segði tað vera eitt klárt 13 tal. So tó at danskt ikki er mítt sterkasta mál, haldi eg næstan eg kann tora at koyra hetta út her:

Jetlag

Solen skinner, små lam løber i græsset, vinden suser i bladene, og et ensomt fly suser forbi med en helvedes fart. Flyet suser over et stille vandfald, som er overfyldt med fisk. Forbi en smuk dal med lækre blåbær, og forbi en ensom ung kvinde, som lige er kommet over sin seneste kæreste. Flyet kører derudad. Fremad mod en destination, som bare piloten, de 162 passagerer, deres familie, lufthavnspersonalet, og enhver, som læser flyselskabets hjemmeside, kender. En destination, som har potentiale til at forandre enhver af de 162 passagerers liv. Men sandsynligvis ikke vil gøre det store.



Endelig. Et motel 500 meter fremme, til højre for vejen. Jeg decelerer hurtigt fra de 140 km/t til 40, og tager svinget uden problemer. Finder en parkeringsplads foran motellet, parkerer og går ind. Receptionisten er en kvinde midt i tyverne med en overdrevet høflig ”kan jeg hjælpe dem” maske. Jeg bestiller et rum; et stille et, væk fra de andre gæster, og finder den bærbare frem, så snart jeg har indfundet mig i rummet. Åbner Bachelor opgaven, ”Hyperinflationen og Porter”, og begynder at skrive. 8 dage tilbage, stadig 40 sider for kort.

2 timer senere er ingen strøm tilbage, og jeg har glemt adapteren på det sidste motel. I mangel af bedre, og fordi jeg ikke kan sove, finder jeg en tilfældig essay frem, som jeg vidst fik fra min Amerikanske kæreste – Amanda -, og begynder at læse ”Milan Kundera: Langsomheden”. Stik imod min forventning, er essayet meget mere interessant, end Amanda selv. En gammel mand, som, som alle andre gamle mænd, jamrer over, hvor forhastede og kolde nutidens mennesker er. Bare det, at denne her gamle mand ikke forsøger, at tvinge sin opfattelse af det hele over dig, men vil have dig til at tænke over det, og forme din egen mening. Forfriskende, at der findes gamle mænd, som ikke er gnavne.
Well, på tide, at jeg forsøger at få lidt søvn. Jeg har været vågen i snart 21 timer på grund af den her forbandede jetlag, og måske sovet tolv timer de sidste seks dage. I det mindste er jeg ikke begyndt at se syner endnu.


Jeg fik et sted mellem 2 og 3 timers søvn. Lå der i sengen. Først på højre side, så på venstre, på maven og på højre side igen. Da jeg var vågen, tænkte jeg over, hvordan jeg skule få bacheloropgaven færdig, og da jeg sov, drømte jeg, at jeg kørte bag Kunderas bil. Fløjtede, knyttede min næve, bandede og råbte op om, at jeg måtte køre hurtigere. Han ødelagde det hele, og jeg ville og måtte forbi ham. Jeg forsøgte flere gange at overtage ham, men hver gang ente det med, at jeg stødte frontalt ind i en lastbil og vågnede.
Til sidst kom jeg forbi ham, og jeg kunne mærke hurtighedens ekstase brede sig i min krop. 120 km/t, 150, 190, 241… Jeg kørte hurtigere og hurtigere. Jeg var om at sprænges af lykke og grinede højt, da jeg opdagede, at ingen sad i bilen. Førersædet var tomt, og det var ikke mig som grinede. Det var bilen, som havde åbnet sin uhyggelige mund, fyldt med tandhjul og klokker, som grinede. Den lyttede til electro musik med sidespejlene, og hjulene blev gradvis til bærbare PCer, som kørte rundt og rundt. Efter et øjeblik, åbnede bilen pludselig øjnene – som sad der, hvor forlygterne ellers sider – og jeg så, at det var mine øjne, som stirrede på mig, mens mit hår og skæg begyndte at vokse ud på bilen. Jeg vågnede med et sæt, og forsøgte ikke at sove igen.

Det er svært for mig efter den drøm, det må jeg indrømme, men jeg må videre. Jeg pakker sammen igen, og går ned til receptionen for at købe lidt sodavand, før jeg går videre. Det er den samme dame, som sidder i receptionen og dog. Jeg kan ikke længere få øje på hendes maske, og ser pludseligt, at hun er ganske smuk. Mørkt langt hår, dybe brune øjne, og et par meget velformede bryster, som det pludselig er svært, ikke at se på. Nej, jeg må videre. Jeg kan ikke stå her og dagdrømme, blot fordi jeg har haft et mareridt eller to. Tasken i bagagerummet, sælen i hapseren og af sted.

Jeg kørte derudad i to dage. Stoppede for at besøge toilettet, og købte noget fast food nu og da. Jeg fik alligevel ikke sovet, og det syntes som om, at landet var løbet tørt for adaptere.


En mærkelig fornemmelse, jetlag. Du er helt vågen, du har overhovedet ikke brug for at sove, ingen fornemmelse af, hvad klokken er, og lever nærmest i en ekstase. Men alligevel er du træt. Har søvnlatter, får mærkelige tanker og ser omridset af ting, skygger, som du ved, ikke er der, og også forsvinder, om du kigger nærmere. Alt bliver tydeligere, og det er som om, at du har lettere ved at lade dit indre jeg tale. Tænker på, og taler om, alt muligt, som du normalt fortrænger. Men på samme tid er det som om, du overhoved ikke er i din krop. Som om, at du ser på det hele, bare kan læne dig tilbage, slappe af, og se en anden dumme sig i din krop, mens du mærker alt det positive, nydelsen. Det negative og skyldfølelsen er borte- Lige til du pludselig bryder sammen over, at du taber en kniv, eller ikke kan finde en blyant, og bare vil have fred. Bare vil sove, og bare vil slippe bort fra det hele.
Egentlig en fornemmelse, som er meget som Kunderas definition af hurtigheden: ”En besynderlig alliance mellem teknikkens kolde upersonlighed, og ekstasens flammer”. Bare at føle, at du er mesteren over det hele. At du kan accelerere som du vil, køre fra alle dine problemer, glemme at tage hensyn til andre, miste al kontakt med alt det, som du holder af og bekymrer dig om. Bare være farten, være et med bilen, og vide at intet kan stoppe dig, så længe du ikke møder en sneglebilist. Om du ikke kan overhale sneglebilisten, så bliver du irriteret, fordi bilisten forhindrer dig i, at udnytte dit fulde potentiale. Forhindrer dig i, at bruge alle de hestekræfter og den styrke, som du har kontrol over. Som burde gøre, at ingen kan forhindre dig i at køre derudad og mærke ekstasen for evigt.
Men en dag – det kan tage uger og det kan tage år – en dag, mister hurtigheden sin virkning. Det hele mister pludselig alt det, som ellers var ekstatisk, og du må have en større bil. Flere hestekræfter, og mere brutal fremdrift. Og sådan bliver det ved. Du bliver hurtigere og hurtigere træt af hurtigheden, og må have noget større, noget hurtigere, til du til sidst stopper op på grund af for få penge, eller fordi, at du nu bliver træt af det hele på daglig basis. Der er ikke nogen ekstase tilbage i hurtigheden, og du er udbrændt.

Et motel, 500 fremme til højre, Jeg vender bilen elegant, men glemmer at tage farten af hurtigt nok, og er lige ved at hamre ind i en mur. Til al lykke sker intet, og jeg finder en parkeringsplads. Receptionisten, en gammel mand, er tydeligvis bekymret over, hvordan jeg ser ud, og spørger, om han skal kontakte en læge. Jeg siger nej tak, mumler et eller andet om jetlag og om jeg kan købe en adapter. Den gamle finder en frem, og lægger nogle sovetabletter oveni - gratis.

Jeg sov omkring de 34 timer. Hver gang jeg vågnede, tog jeg endnu en sovetablet, og faldt tilbage til tomheden. Jeg drømte flere variationer af bildrømmen. Nogle gange døde jeg, nogle gange kørte jeg ind i Kundera, et par gange sad Kundera pludselig inde i bilen, og kiggede på mig med et sorgfuldt blik. Og en gang, mod enden af de 36 timer, sad jeg pludselig inde i hans bil, mens min bil stadig forsøgte at overtage Kunderas bil.

Tomhed. Træthed, tomhed og ligegyldighed, er det eneste, som jeg mærker, da jeg langt om længe vågner. Selv om jeg ikke ser megen mening i det, går jeg ud af sengen, klæder mig på, og går ned for at se, om jeg kan få noget at spise. Den gamle mand og en ældre kvinde er begge bag receptionen, da jeg kommer ned. Den gamle lyser op, og fortæller mig, at jeg ser bedre ud. Jeg forsøger mig med en grimasse, som jeg synes er meget tæt på et smil, og spørger, om de serverer nogen mad her. Den gamle forklarer mig, at de ikke fik tilladelse til også at servere mad på motellet – noget om idiotiske ny regler og brandfare -, men siger, at siden jeg helt klart har brug for det, kan jeg komme bag om med ham, og få en smule at spise, mens han tager sig en pause fra receptionen.
”En smule” viser sig at være genophedet oksefilet, lækker hjemmelavet sovs, pæne kartofler og en skål salat. Jeg er for sulten til at protestere, så jeg takker og begynder at spise. Den gamle sætter sig sammen med mig, og da jeg så småt begynder at spise i et lavere gear, begynder vi at tale. Han er en gammel gut, fra 1929, oprindelig fransk, og boede i Paris i et par årtier. Eventuelt blev han træt af storbylivet, solgte det han havde og flyttede in med den kvinde, som senere skule blive hans kone. De blev gift for 4 år siden.
Jeg fortæller min historie som den er, uden at pynte for meget. Født, bosat, studerer, suser fra sted til sted, taler sjældent med familien, dyr bil og har en kæreste i hvert land. Ingen, som jeg er forelsket i. Ingen, som jeg ser som andet, end et objekt, eller som jeg bruger til andet, end at få tiden til at gå med. Jeg ved ikke hvorfor, jeg fortæller den gamle det, men han er god til at lytte, og han synes ikke at se mig som den slyngel, som så mange andre ser mig som.- Specielt mine ekser. Eventuelt fortæller jeg ham om, hvor længe jetlagget har plaget mig, og hvordan Milan Kundera og ”Langsomheden” synes at forfølge mig. Til min overraskelse viser det sig, at den gamle har læst Kundera. Siger endda, at han har mødt ham i en café. Og han ved lige med det samme, hvilken tekst jeg taler om. Vi taler lidt frem og tilbage om teksten, hvor godt den passer til mit liv, og så videre.
Efter nogle timer afgør jeg, at det er på tide, at gå videre. Jeg har lidt over 3 dage til at nå hjem, og 30 sider tilbage af bacheloropgaven. Da jeg er på vej ud, tager den gamle i min hånd, siger det var hyggeligt at møde mig, og beder mig huske, at det ikke blot var hurtigheden, at Kundera skrev om. Der er andet til i denne verden end hurtige biler, og indikerer med hovedet mod en ung smuk pige, som er i gang med at booke et værelse.

Jeg kører videre, holder, til min overraskelse, alle fartbestemmelser. Jeg er stadig tom, jeg er bange for, at jeg skal forvandles til bilen igen, og jeg tænker over alt det, som jeg og den gamle talte om:
Langsomheden, er ikke blot, at man er langsom. Det er ikke blot det, at man irriterer andre bilister, og tager sig tid til lige at kigge på et slot, og at gramse lidt på en kvindes lår i håb om, at have sex senere. Langsomheden er, at man er til stede. Det er, at se slottet. At blive fascineret af det, og finde nydelse i synet af det. Langsomheden er, at kærtegne dem man elsker, og finde nydelsen, og en følelse af samvær i, at kærtegne dem. At vise dem, at man tænker på dem, at man elsker dem, og få kærlighed tilbage fra dem. Langsomheden er at være bevidst om, at man lever, og at dele det med andre. At dele den varme, som kommer af, at man berører et andet menneske. Dele udsynet af slottet, med en som man er sammen med, eller dele med slottet selv. Langsomheden er, at være i harmoni med livet, og de ting, som man nyder.
Hurtigheden er, på den anden side, at ville have det hele på en gang. At gå efter den ypperste følelse. En følelse af kontrol og af, at man er usårlig. En følelse af, at man er som en kommet, som suser gennem universet, ser det hele, ved det hele og kan suse i det uendelige. Eventuelt vil man brænde op. Eventuelt, vil man savne berøring med andre, og eventuelt, vil man indse, at hele ens liv har været bygget op omkring, at mærke denne ene ekstase, og at det ikke er ”jeg”, som lever gennem ekstasen, men ekstasen, som lever gennem mig. Det er jeg, som er blevet objektet, og ekstasen, som er blevet mig.
Det er selvfølgelig rart at mærke ekstasen nu og da, men et helt samfund, som er bygget op omkring hurtigheden… Det er ikke så mærkeligt, at alt flere går til psykolog, og at stress bliver et større og større problem.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre herfra. Jeg klarer sikkert, at fuldende Bachelorprojektet, at komme hjem og at leve som jeg vil. Men jeg ved ikke længere, hvad jeg vil. Langsomheden lyder som noget skønt. Et liv, hvor dine følelser er ægte, og du altid har en anden eksistens, at hvile i og med. Men det er også et liv, hvor jeg kan blive såret. Hvor en arbejdsgiver, en ven eller en kæreste kan bruge mig, til at opnå hurtighedens ekstase, og min langsomme eksistens bliver til pinens eksistens. Uden nogen ekstase til at heldbrede den

Et fly suser over søen med en helvedes fart. Små lam løber rundt i græsset, og fisk soler sig på søens bund. En ung mand sider ved bredden og kigger ned i vandet, som om han er i dybe tanker. Hans fremtid er usikker, og han er næsten sikker på, at han ikke vil fuldende sin uddannelse. Han overvejer, om han skal begynde at skrive, og ellers leve sådan som livet nu en gang kommer. Den unge kvinde, som lige er kommet over sin kæreste – en kold fyr, som bare brugte hende, for at få sin sexuelle lyst stillet, og få bekræftet, at han var noget – nærmer sig langsomt den unge mand, og lægger en hånd på hans skulder. Han stivner et øjeblik, og hun er lige ved, at trække sin hånd tilbage, da han lægger sin på hendes.